Kommuneplan for tilslutning af løsninger til den fælleskommunale infrastruktur

Her kan du læse om den overordnede plan for, hvornår og hvordan der forventes at komme data i indeksene.

Kommunerne og KOMBIT har indkøbt en fælleskommunal infrastruktur (Støttesystemerne og Serviceplatformen), som er omdrejningspunktet for digitaliseringen i kommunerne.

Når kommunale medarbejdere i fremtiden skal have overblik over relevante data om sager, dokumenter og ydelser, skal data komme fra indeksene. Det bliver derfor fremover et krav og konkurrenceparameter, at leverandørernes kildesystemer skal kunne integrere til indeksene.

Som udgangspunkt kan alle kendte sagsbærende systemer på markedet få mulighed for at integrere med indeksene. Integrationerne vil dog ske trinvist fagområde for fagområde i et styret forløb. Det styrede forløb gennemføres både for at sikre et effektivt integrationsforløb med fokus på kvalitet, og fordi KOMBIT ikke har kapacitet til at bistå alle leverandører på alle fagområder på én gang.

Foreløbig plan for integrationer

Den foreløbige plan for integrationer til indeksene er, at der nu åbnes op for arbejdet med at skabe integrationer til jobcenter-løsninger og ESDH-systemer. Disse områder er udvalgt, da den kommunale efterspørgsel er størst her.

Der vil køre pilotforløb mellem jobcenter- samt ESDH-leverandører og kommuner i første halvdel af 2019, hvor leverandørerne inviteres til at være med. Deltagelse er frivillig men bindende. Målet er, at leverandørerne på de to fagområder fra andet halvår 2019 kan levere de integrationer, som de kommunale kunder efterspørger. 

Det er forventningen, at vi efter ovenstående pilotforløb vil gå videre til de øvrige store fagområder – fx Sundhed, Omsorg og Specialområdet – men på nuværende tidspunkt er rækkefølge og terminer endnu ikke fastlagt. Det vil vi selvfølgelig kommunikere i god tid til alle relevante leverandører, og datoer for integrationer i SKI-aftale 02.19 vil følge tidsplanerne for de integrationsforløb, som fastlægges.

KOMBIT anbefaler, at kommunerne og leverandørerne følger det styrede forløb. Men en kommune og enhver fagsystemleverandør vil godt kunne integrere tidligere til indeksene tidligere end de oven for nævnte terminer, hvis man kan håndtere arbejdet uden bistand fra KOMBIT.

Forudsætninger for at integrere til indeksene

Der er en række forudsætninger for at kunne integrere til indeksene, da der i praksis er tale om et helt integrationsprojekt, hvor løsningerne skal integrere til andre nødvendige dele af den fælleskommunale infrastruktur (fx Adgangsstyring, Organisation og Fordelingskomponent). Forudsætningerne meldes udførligt ud i den første del af 2019.

For en kommune gælder, at man skal efterspørge og indkøbe de ønskede integrationer – i første ombæring hos sine jobcenter- og ESDH-leverandører - og skal gå aktivt ind i forløbet med sin leverandør. Herudover skal kommunen bl.a. lægge både organisation og brugere ind i organisationskomponenten, og der skal være oprettet jobfunktionsroller til SAPA.

Det videre forløb

KOMBIT vender tilbage med mere information i den første del af 2019. Der vil komme mere udførlige materialer om, hvordan man tilslutter sig indeksene, forudsætningerne herfor, information om SKI-datoer mv.

Eventuelle spørgsmål og kommentarer kan sendes til Peter Hansen (peha@kombit.dk) og Anders Nielsen (xani@kombit.dk).

 

Kontakt

Chefkonsulent / Implementering
3334 9460